Føl dig frem

Det lønner sig at lede med følelse. Det er konklusionen i en ny bog, ”Følelser i ledelse”, der giver inspiration til, hvordan emotionel ledelse kan være et redskab i jagten på trivsel og effektivitet.

 

Ifølge medforfatter til ”Følelser i ledelse”, organisationspsykolog, professor (mso) på Ålborg Universitet og partner i Udviklingskonsulenterne A/S, Claus Elmholdt, er følelser i dag at betragte som en strategisk ressource til at leve sig ind i de mennesker, man arbejder sammen med. Er en leder i stand til at fornemme, hvilke følelser der rører sig hos ansatte eller kolleger, har hun bedre grundlag for at vurdere, hvordan hun skal handle for at gøre en positiv forskel i forhold til at nå de fælles aftalte mål for arbejdet. Der er med andre ord meget at vinde ved at betragte følelser som et ledelsesværktøj, hvis man jagter trivsel, effektivitet og en bedre bundlinje. Gevinsterne tæller forebyggelse af stress og udbrændthed samt større kreativitet og arbejdsglæde.

Balancens fine kunst

Men hvordan skal den gode leder så gribe den emotionelle ledelse an? Det er omdrejningspunktet for ”Følelser i ledelse”, der giver en række bud på, hvordan den moderne leder kan mestre den rette balance. Lederen må lære en fornuftig omgang med egne og andres følelser for at blive oplevet som autentisk og ærlig – og undgå grænseoverskridende og manipulerende handlinger i ledelsesarbejdet.  Derfor må lederen ikke agere terapeut for en medarbejder, der oplever en privat krise som f.eks. en skilsmisse. Det er naturligvis en helt legitim ledelsesmæssig interesse, at medarbejderen kommer godt igennem sin skilsmisse og hurtigst muligt tilbage for fuld kraft på arbejde. Den interesse skal varetages med empati, men uden at agere terapeut.

Følelsernes faldgruber

En af de almindelige faldgruber i emotionel ledelse er kun at jagte og belønne de ’gode’ følelser som passion, glæde og engagement, så de negative følelser som frustration og vrede bliver undertrykt. På den måde risikerer lederen dels at blive opfattet som uautentisk, dels at miste muligheden for at bruge de negative følelser til at dæmme op for problemerne.

Bidragsyder Niels Christian Nickelsen viser i sit casestudie i bogen, hvordan en ressourcefokuseret og anerkendende ledelsesstil på et hospice i praksis udvikler sig til et organisatorisk følelsestyranni. Negative følelser bliver til forkerte følelser, som medarbejderne opfordres til at undertrykke for i stedet at vende sig mod energien, der strømmer fra de positive følelser. Konsekvensen er konflikter, dårlig trivsel og mistillid mellem ledelsen og medarbejderne, fordi ledelsen søger at kontrollere følelsernes art.

Hård empati

Ifølge Claus Elmholdt er Vestas topchef Ditlev Engels kommentar til afskedigelsen af 3.000 medarbejdere et godt eksempel på emotionel intelligent ledelse. Her indleder Vestas-chefen med at sige:

– Det er en meget meget hård, og det er en meget meget tung beslutning og en trist situation.

Budskabet bliver leveret med tilpas alvorlig ansigtsmimik, og stemmen knækker lige en anelse på det helt rigtige sted og afslører en kropslig klangbund bag ordene, som gør, at han opleves autentisk. Derefter fortsætter han med at redegøre for, hvorfor det også er en absolut nødvendig beslutning at træffe. Med denne kombination af hård markedsmæssig realisme og menneskelig indlevelse udviser Vestas-bossen i situationen den rette balance i sin emotionelle ledelse.  

Tre gode råd

Hvis du kan se potentialet i emotionel ledelse, kommer her tre gode råd, før du kaster dig ud i praksis:

  1. Glem aldrig, at du er leder. Ledelse er en magtbaseret relation – du kan ikke være venner med alle.
  2. Stå ved de følelser, der opstår i dit ledelsesarbejde. Gå ind i følelserne i stedet for at gå væk fra dem – de kan være produktive.
  3. Vis, at du er sensitiv og kan rumme alle slags følelser, også de mere negative, men lad dig ikke forføre ind i en terapeutisk relation til dine medarbejdere.

Claus Elmholdt er medforfatter til bogen "Følelser i ledelse", hvor en række eksperter giver deres bud på fordelene ved emotionel ledelse. Claus Elmholdt er professor MSO i ledelses- og organisationspsykologi og partner i Udviklingskonsulenterne A/S i Aarhus, som blandt andet rådgiver om ledelse og lederudvikling.

flelser_i_ledelse_bog2.jpg

Kunne du tænke dig at komme på et gratis seminar om følelser i ledelse til efteråret? [indsæt link til seminar teksten].

Vil du lære at lede med følelse? Du kan købe bogen ”Følelser og ledelse” her fra 11. juni

Her kan du læse et uddrag af bogen ”Følelser i ledelse”

Hør P1-podcast om følelser i ledelse